Så skete det: Den længe ventede ministerrokade så dagens lys. Mest interessant for mit fagområde - forskning og universiteter - var naturligvis, om de mange rygter om Helge Sanders afsked efter over 8 år på posten som videnskabsminister stod til troende. Det gjorde de.

Ny minister for videnskab, teknologi og udvikling bliver den 45-årige Charlotte Sahl-Madsen, der indtil i går var bestyrelsesformand for Danfoss Universe, tidligere administrerende direktør samme sted og med en direktørbaggrund i Lego og på Glasmuseet i Ebeltoft. En spændende profil med et godt mix af teknologi, viden, kreativitet og oplevelser i menneskehøjde.

Den største udfordring for den nye videnskabsminister bliver at sikre, at bevillingsstrømmen til forskning og universitetsuddannelser ikke løber tør efter 2012, hvor globaliseringspuljen er tømt for gode skattekroner. I en tid, hvor de fleste politikere er optaget af krisepakker og økonomisk brandslukning, bliver det sin sag at skulle overbevise såvel finansministeren som et flertal i Folketinget om at bevilge flere milliarder kroner til et område, hvis resultater først kan ses om en håndfuld år. Ikke desto mindre er det den eneste rigtige vej frem, når det gælder om at sikre erhvervslivets konkurrenceevne. Ellers kan vi godt begynde at kigge i vejviseren efter vækst og velfærd.

Når det er sagt, kan vi ikke forvente at få Folketinget til at lette på statskassens låg, med mindre vi kan sandsynliggøre, at samfundet rent faktisk får value for money. Desværre har vi ikke været gode nok til at omsætte forskning til forretning i de senere år, så det er også en af de opgaver, som den nye minister på området bør kaste sig over som noget af det første. Dansk erhvervsliv – særligt de små og mellemstore servicevirksomheder – har brug for mere forskningsbaseret viden og innovation, hvis vi skal overleve den globale konkurrence.

Status er, at vi har en faldende andel af en ungdomsårgang, der optages på universitetet, nulvækst i innovation og næstlaveste produktivitetsvækst i OECD. Derfor er det afgørende, at vi får styrket arbejdsstyrkens kvalifikationer, mindsket afstanden mellem forskning og forretning og skabt mere innovation i erhvervslivet, så vi kan kommer endnu højere op i værdikæden.

Der er nok at tage fat på for den nye videnskabsminister. Ikke desto mindre: Velkommen til, Charlotte.

”Bip” sagde det, og i min mailboks lå en fin lille mail fra Danmarks Statistik. Det er set før, og som så ofte før var det en tosiders oversigt over et relevant emne - denne gang erhvervslivets forskning og udvikling. Den havde jeg ventet på.

Barcelona-målsætningen

I sommer estimerede Videnskabsministeriet i en pressemeddelelse, at dansk erhvervsliv i 2009 vil skære mellem 0,7 % og 1,7 % af investeringerne til forskning og udvikling. En kedelig prognose, der forhåbentlig ikke holder stik, hvis Danmark nogensinde skal gøre sig håb om at leve op til EU’s Barcelona-målsætning om, at erhvervslivets forskning og udvikling mindst skal udgøre 2 % af BNP.

Tallene fra Danmarks Statistik viser billedet i 2008. Om tallet er faldet i 2009, vides endnu ikke, men i 2008 steg erhvervslivets udgifter til forskning og udvikling. Ja, de mere end steg: I 2008 trodsede dansk erhvervsliv krisen og investerede næsten 36 mia. kr. på forskning og udvikling – mere end nogensinde før og knap 4 mia. kr. mere end i 2007.

Her sad jeg altså og fik leveret de tal, der viser, at det danske erhvervsliv nu lever op til Barcelona-målsætningen. Glædelige nyheder i en ellers kold tid. Og faktisk levede det danske erhvervsliv i 2008 ikke bare op til målsætningen – næ, den blev tilmed overgået: 2,05 % er det præcise tal. Det lyder muligvis ikke af meget, 0,05 %-point ekstra, men når det samlede beløb, det danske erhvervsliv bruger på forskning og udvikling, nærmer sig 36 mia. kr., så taler vi faktisk om 18 mio. kr. Det er da en sjat.

Falder dette tal i 2009? Muligvis – det skal jeg ikke spå om, men holder Videnskabsministeriets dystre forudsigelse stik, så gør det desværre. Man kan dog trøste sig med, at det falder fra et højere niveau end forventet.

Hallo, Christiansborg!

Hvad der imidlertid også sprang mig i øjnene, var fordelingen af disse udgifter i de forskellige brancher: Industrierhvervene stod for godt 16 mia. kr. – svarende til ca. 46 % af det samlede beløb, mens serviceerhvervene stod for knap 19 mia. kr. – svarende til ca. 53 % af det samlede beløb. Der bliver altså forsket mere i serviceerhvervene end i industrien.

Det er faktisk ikke et nyt fænomen, men jeg vil tillade mig at betvivle, at alle 179 MF’ere på Christiansborg er helt på det rene med, hvor samfundsværdierne i alt overvejende grad skabes: Serviceerhvervene, og især de videntunge af slagsen, er dér, hvor der sker mest udvikling i dag, og det er også hér, man finder det største bidrag til værdiskabelsen i den private sektor, ligesom sektoren kan bryst sig af at ansætte flest højtuddannede på det private arbejdsmarked. Men det er da rart, at få det bekræftet sort på hvidt.

Hvem sagde, at vi ikke kan leve af at klippe hinanden?

I mangen et bed udi det ganske, danske land er plantet roser og tulipaner i samme bed, fordi de pynter på hinanden. Men det hænder faktisk også, at hortensiaen får lidt ro, så den kan vokse sig stor og stærk, inden den skal over og pynte sammen med roser og tulipaner.

Behovet for kritisk masse

Nu er der sikkert en række havekyndige læsere, der straks vil påpege min manglende botaniske indsigt, men mit sigte er nu også et andet: Den længe ventede rapport om den internationale evaluering af universiteterne er lige kommet på gaden, og jeg må indrømme, at særligt én anbefaling kom som lidt af en overraskelse: Det internationalt sammensatte panel, der foretog evalueringen, lufter nemlig et forslag om, at IT-Universitetet (ITU) bør slås sammen med et andet og større universitet. Man behøver ikke være akademisk tankelæser for at gætte på at dette ”større universitet” nok er Københavns Universitet (KU), selvom DTU kan være en farlig outsider.

Diskussionen om, hvorvidt størrelse gør en forskel, er lige så lang og indædt, som Greenpeace’s kamp for et bedre miljø. Og ja, vi er mange, der i flere år har forfægtet påstanden om, at universiteterne har brug for en vis størrelse – en slags ”kritisk masse”, om man vil – for at kunne levere den kvalitet, der skal til for at nå den verdensklasse, som er så populær i politiske kredse. Meget vand er da også løbet i åen de senere år, og med fusionerne i 2007 blev der – heldigvis – botaniseret i universitetshaven, men nu synes det internationale panel at have pustet til den ild, som nye fusioner næres af.

Kvælningsdøden nær?

ITU er ikke som de institutioner, der nu er en del af f.eks. KU. ITU er for det første ikke et sektorforskningsinstitut, hvis primære formål er at levere viden – ITU skal også levere kandidater. For det andet er ITU et relativt ungt universitet med kun 10 år på bagen. Ikke desto mindre har ITU formået at opnå noget, som de andre universiteter kunne lære af: ITU er vidt og bredt kendt for sit samarbejde med erhvervslivet, og de kandidater, der forlader ITU, besidder mange af de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. Tilsvarende er ITU velkendt for sit succesfulde arbejde med at øge interessen for IT blandt unge.

Skulle ITU blive omdannet til et lille fakultet på et stort KU, er der en overhængende fare for, at ITU led den institutionelle kvælningsdød. ITU fungerer med andre ord som en helt igennem legitim undtagelse fra reglen om, at ”big is beautiful”. Og fred være med det, så længe ITU leverer varen til de studerende, det internationale forskermiljø og erhvervslivet. Også selvom det ikke pynter i ministeriets eller velkultiverede haveanlæg.

”Beskæftigelsen i Danmark sat 7 år tilbage” kunne man læse i mandagens udgave af Børsen. Artiklen byggede på en analyse foretaget af LO, der forudser et fortsat tab af danske arbejdspladser helt frem til 2011. Ikke nogen rar læsning.

Og det bliver meget værre: For at komme ovenpå igen kræver det mere vækst end tidligere ganske enkelt fordi fremtidens arbejdspladser skal bygge på højtuddannet arbejdskraft. Sagt med andre ord: Behovet for, at danskerne bliver bedre uddannet og mere konkurrencedygtige, bliver ikke mindre med tiden. Altså: Flere kandidater ønskes.

Flere kandidater = flere udgifter til universiteterne
Hvis vi skal have flere kandidater, vil det lægge et temmelig stort udgiftspres på universiteterne. Hvis disse uddannelser samtidig skal være i verdensklasse og især blive bedre, som jo er en politisk målsætning på allerhøjeste niveau, er der behov for, at vi investerer massivt. Problemet er grundlæggende: Hvordan sikrer man, at der både er flere, der får en kandidatuddannelse, og at de ikke bruger 10-12 år på det, og at niveauet på uddannelserne ikke falder?

Brugerbetaling: Ikke hele svaret, men en del af det
Ét næsten kættersk løsningsforslag er muligheden for brugerbetaling. Ja, du læste rigtig: Brugerbetaling. Og nej, jeg mener ikke, at vi skal have et dyrt og elitært uddannelsessystem, hvor kun en lille del af befolkningen har råd til at blive kandidater, og nej, jeg mener heller ikke, at brugerbetaling på kandidatuddannelserne løser alle problemer.

Når det er sagt, tror jeg umiddelbart, at brugerbetaling kan bidrage til at sikre alle tre mål ovenfor: Flere kandidater, der er hurtigere uddannet, og som stadig er tilstrækkeligt dygtige.

For det første vil det give universiteterne en nødvendig, økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kan skabe bedre rammer for undervisning og vejledning – hvilket normalt smitter positivt af på de studerendes frafald. Og brugerbetaling vil under alle omstændigheder have en positiv effekt på det faglige niveau.

For det andet vil jeg forvente, at en gennemsnitlig studerende – med udsigt til at skulle betale for sin 2-årige kandidatuddannelse selv – vil være så meget desto mere motiveret til at komme igennem uddannelsen rettidigt. Meget i modsætning til i dag.

Og for det tredje er det ikke helt utænkeligt, at studerende, der selv er med til at finansiere deres uddannelse, vil være mere engagerede, hvilket heller ikke kan være en uønsket udvikling.

Myten om den sociale slagside
Men har brugerbetaling ikke en indbygget social slagside? Nej, for de nøgne tal viser, at folk med en kandidatuddannelse er dem, der løber med de største lønningsposer. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor den gruppe i samfundet, der ender med at score de store indkomster, ikke også skal betale en mindre del af den uddannelse, der er fundamentet for en høj livsindkomst.

Så de studerendes forventelige jamren over, at brugerbetaling er én stor social deroute, klinger ret hult i mine ører. Jeg vil dog gerne gå med til, at det studielån, der eventuelt skal tages for at finansiere studierne, først betales tilbage, når den færdige kandidat begynder at svare topskat.

Dette er første skud på blogstammen fra min hånd. Jeg håber, at mange vil deltage på bloggen og bidrage til debatten om, hvordan vi kan styrke Danmarks vækst og konkurrenceevne gennem tidssvarende politiske rammer for forskning, innovation og videregående uddannelse.

I weekenden præsenterede statsministeren 10 mål, som Danmark bør nå inden 2020. Et længe ventet, ambitiøst og sundt spark til en ellers slumrende debat om Danmarks udvikling. For at sige det lige ud, var det næsten befriende at høre landets statsminister sige nogle af de ting, som er blevet kommunikeret både fra erhvervslivet og andre kloge folk de seneste år. Dermed ikke sagt, at talen åbenbarede umiddelbar frelse, for vejen til Løkkeland fortoner sig i det uvisse.

Hvad manglede?

En del oplagte elementer glimrede ved deres fravær i talen. Jeg hæftede mig eksempelvis ved manglen på konkrete udmeldinger, hvilket da også allerede er blevet påtalt indtil flere steder – bl.a. på lederplads i dagbladet Børsen den 23. november, ligesom mange af statsministerens målsætninger er meget svære at være uenige i – uanset hvilken politisk overbevisning man måtte have. Ikke desto mindre undlod statsministeren at tage tyren ved hornene og give et par konkrete bud på, hvordan målene kan nås. Det ville ikke kun have klædt statsministeren, men også have ægget til debat.

Det egentlige problem

Lars Løkke overså en ting eller to i forbifarten. Tag nu f.eks. mål nr. 5: I 2020 skal Danmark have mindst ét universitet i top 10 i Europa målt ved den årlige opgørelse i Times Higher Education. Et klart og anerkendelsesværdigt mål, da værdien af uddannelse og forskning jo er veldokumenteret, se bl.a. de økonomiske vismænds rapport om det afkastet af videregående uddannelse.

Men: Den kære Løkke glemte at kaste lys over, hvad der skal til for at løfte universiteterne op i verdenseliten. Dernæst – hvilket nok er et endnu større problem – ignorerede statsministeren, at selvom vi får bedre uddannelsesinstitutioner i Danmark, er der stadig alt for få danskere, der gider benytte sig af dem. Se bare på det faktum, at en stadig mindre andel af de unge bliver optaget på universiteterne.

Uddannelse er vejen frem

Dansk Erhverv har flere gange – senest i sin nye vækstplan for viden – peget på, at uddannelse er et centralt spor at følge på vej mod Løkkeland. Flere veluddannede danskere giver et klogere Danmark – og et klogere Danmark giver ganske enkelt en mere velsmurt samfundsmaskine, og så skal velstanden nok følge. Det store spørgsmål er derfor: Hvordan får vi flere unge til at læse videre i et land, hvor Janteloven hersker, hvor universitetsuddannelserne er underfinansierede og hvor vi ynder at brandbeskatte viden?